En moderne og klassisk arkitekt

Mit hjerte rummer en stor passion for at skabe gode og smukke bygninger. Bygninger som ser ind i fremtiden og samtidigt opfylder de aktuelle behov.

Jeg bestræber mig på at få den optimale faglighed - det store overblik i faget. Når man skaber et byggeri, så har man kun ET forsøg - ergo skal der arbejdes med opgaven så seriøst og professionelt som muligt. Et stort engagement er meget afgørende samt klar redegørelse for bygherrens ønsker / behov.

Det er arkitektens opgave i samarbejde med bygherren, at skabe byggerier af høj kvalitet så både nutid og eftertid kan få optimal gavn af byggerierne. Ligeledes bør ressourcebevidsthed og bæredygtighed indgå som obligatoriske emner i en byggesag, hvilket også kan give bygherren økonomiske fordele. Oftest er byggeri en del af et sats/investering, som en bygherre sætter sin lid til vil holde i mange år. Mit ønske er at være med til at skabe særdeles holdbare bygninger - både mht. byggeteknik, funktion, æstetik og ikke mindst valg af materialer, som skal forblive kønne.

I vores tid er IT blevet et fantastisk redskab for byggebranchen. Den moderne arkitekt kan modulere bygningerne digitalt før den endelige tekniske projektering og fysisk realisering sættes i gang. Dette bevirker at mange problematikker kan forudses i den 3dimensionelle illustration. 3D-værktøjet er ideelt både for arkitekten og bygherren, så en fælles forståelse af projektet opnås på et tidligt stadie.

I det gamle Grækenland var det arkitekten, som havde det store overblik og ansvar i byggeopgaverne - Arkitekten deltog på alle trin i byggeriets tilblivelse og fik derfor en god og dybdegående forståelse for "hele" byggeriet. Min holdning er, at den moderne arkitekt bør have samme rolle som den klassiske arkitekt - den eneste forskel er kun at den moderne arkitekt bruger moderne værktøjer / redskaber. Og det er min ambition at opfylde den rolle på bedste professionelle vis......